Kommunikation i en offentlig debat

Vi lever i det 21. århundrede. Der er flere lande i verden, som er styret af demokrati end nogensinde. Demokratiet i sig selv er elsket blandt størstedelen af folket, fordi man får retten til at ytre sig, samt der ligges flere kræfter i at sørge for ligestilling end nogensinde før. Der er ingen tvivl om, at ytringsfrihed og ligestilling er kerneværdier i et demokratisk samfund, og det derfor er vigtigt, at vi holder ved dem. Holder vi ikke ved disse kerneværdier, ender vi hurtigt i et samfund præget af frygt. Hvis en eller anden skal bestemme, om man må bære jødehat eller slør, er det ikke et demokrati længere. I så fald går det i retningen af et diktatorskab, hvor Regeringen bestemmer over hvordan folket må ytre sig. I Danmark er nogle politikere i dag begyndt at diskutere, hvorvidt man må bære tøj og symboler, som er knyttet til den religion, man er en del af. Det kan diskuteres, hvorvidt det er en praksis som er i orden. Tidligere partileder for DF, Pia Kjærsgaard, har skrevet ugebrevet ”Tørklæder” i Politikken. Hun tager udgangspunkt i denne problemstilling med en markant holdning om, at kvinder sætter sig selv i et ”fængsel”, ved at bære tørklæde, og tørklædet derfor bør forbydes. Mens Camilla Elg med kronikken ”Tørklæder er en visuel ytringsfrihed” i avisen Politiken, har den holdning, at vi begrænser ytringsfriheden, ved at forbyde individet i selv at bestemme hvad det vil bære.

I læserbrevet ”Tørklæder” skriver Pia Kjærsgaard om hovedsynspunktet: ”man bør forbyde det muslimske tørklæde”. Her får hun nævnt hvordan ”det muslimske hovedtørklæde er et symbol på politisk islam, og dermed et bur hvori den muslimske kvinde er fanget. ” Hun vil med andre ord forbyde brugen af det muslimske tørklæde, idet hun mener, at tørklædet symboliserer en muslimsk kvindes underkastelse. Til sidst konkluderer Pia, at tørklædet er et symbol på politisk islam og dermed et kvindeundertrykkende instrument. Hun mener derfor, at det skal forbydes i offentligheden, og især i folketingssalen. – Men tror Pia virkelig selv på at et forbud mod det muslimske tørklæde vil forhindre ”denne underkastelse”? (tegnsætning rettet hertil)

Pia Kjærsgaard er en erfaren politiker, som de fleste danskere kender til. Hun er blevet meget kendt inden for politik, eftersom hun førhen er kommet med spydige bemærkninger om, at jøder ikke bør have lov til at gå med kalot. Heraf har Pia fået kælenavnet, Danmarks jernlady, samt at mange også forbinder hende som værende racist. Det er også tilfældet, at mange mennesker støtter og ser op til Pia, eftersom DF i dag er Danmarks 2. største parti. Derfor er Pia Kjærsgaards etos afhængende af, om man afskyr Pia Kjærsgaard, eller ser hende som en guru. Udførelsen af brevet er gennemført, sproget er nudansk, og det er nemt at se hvad hun mener. Dog har hun så mange påstande men meget få belæg, og hun har ikke noget ordentligt at basere hendes belæg på. Belæggene kommer til at virke meget subjektive, fordi de er baseret på, hvordan hun tror, det er at være muslim. Men hvad har hun at have det i? Hun har aldrig selv været muslim, så hvordan kan hun sammenligne det at være muslim, som at være i et ”bur”? I et patetisk forsøg på at berette om hvordan muslimer er, gør hun brug af en rygdækning om en folketingskandidat fra Enhedslisten. Men det får mere Pia Kjærsgaard til at fremstå generaliserende, idet hun stort set baserer hendes opfattelse af det at være muslim på én enkelt muslim i Danmark. Jeg mener også, at det får hende til at fremstå racistisk, og derfor mener jeg ikke, at hun gør meget brug af logos. Pia får i høj grad appelleret til hele følelsesregistret gennem sit brev. Først får hun billige point ved at gøre brug af eksemplet, hvor en lille uskyldig pige bliver manipuleret til at tænke på en bestemt måde. Og herefter appelleres der til vores oprørske sind idet hun understreger: ”Er det ikke på tide, vi vågner op”. Bare ved at læse dette stykke er man parat til at finde høtyven frem. Undervejs i brevet får Pia gjort brug af de tre appelformer, bunkevis af styrkemarkører og en meget stærk holdning. Dog mistede Pia en masse etos for mig, efter jeg læste dette brev. Hun er simpelthen for spydig, og kommer ikke med nok belæg til hendes ellers så mange påstande. Værst af alt opfordrer hun folket til at skade ytringsfriheden, og hun kommer til at fremstå som en diktator, der vil bestemme alt. Pias valg med at få brevet publiceret i politikken var et smart valg. Det er nemlig en avis med rigtig mange læsere, og en målgruppe som er meget bred. Her når hun både ud til DF fanatikere, samt læsere som afskyr hende til pesten. Dette medfører, at der med højst sandsynlighed er opstået en landsdækkende debat, om det Pia har skrevet og dermed mere omtale om hende. For det er jo bedre at være en politikker med en masse dårlig omtale, end en politiker som ingen ved eksisterer. Udgivelsen af dette læserbrev har med garanti været en succes for Pia, idet hun har fået sit budskab ud. Jeg kan kun tage hatten af for, hvor god hun har været til at få hendes budskab ud, og derfor har hendes argumentation i den grad sejret. Havde hun skrevet en meget mere passiv tekst i stedet, ville det ikke have været interessant for nogen at læse.

Jeg er ikke enig i den hovedpåstand, som Pia får formuleret. Det at forbyde tørklædet, vil ikke føre til andet end en kæmpe protest. Det er jo ikke tørklædet i sig selv der er et bur. Det er det der ligger bag tørklædet, og derfor kan der umuligt komme noget konstruktivt ud af et forbud. Pia kan godt have ret i den påstand hun har, med at nogle muslimske kvinder er som sat i et bur. Men Pia griber efter min mening det hele forkert an. Skulle man virkelig gøre noget for at forhindre kvinder i ikke at underlægge sig, bliver det nødt til at være op til dem selv at komme ud af det. Forsøg på at forbyde religionsbetingede genstande og ritualer, vil ikke føre til andet end direkte racisme og en destruktion af ytringsfriheden.

Her er det godt at modstandere som Camilla Elg, kommer ind i billedet. Hun har skrevet kronikken ”Tørklæder er visuel ytringsfrihed”, som er blevet publiceret i Politikken. Her kommer hun ind på hendes hovedsynspunkt: lovgivning og forbud mod tørklæder, vil gå ind og skade ytringsfriheden. Camilla skriver, at ytringsfrihed ikke kun handler om ord, men at ”det handler om friheden til at udtrykke sig – også visuelt og æstetisk med sin krop”. Her mener hun, at i og med man ikke må gå klædt som man vil, kommer de centrale principper i folkestyret på spil. Så derfor mener hun, at det i sig selv er problematisk at lovgive om påklædning, idet det vil true både ligestilling, ytringsfriheden og demokratiet.

Når jeg læser en tekst skrevet af en ph.d.-studerende, forventer jeg, at teksten indeholder mange faktuelle belæg. Desværre kommer Camilla Elg ikke helt til sin ret. Det ender med at blive en kronik, som er meget holdningspræget med stort set ingen faktuelle belæg til hendes ellers så mange påstande. Alt dette gør hende utroværdig. Dette svækker i høj grad hendes argumenteringsevner, hvilket medfører at hendes etos og logos daler. Hun kan jo påstå en masse ting, men hvad er hendes argumentering værd, hvis hun ikke har nogle faktuelle belæg at læne sig op ad? Teksten er letlæselig med et nuanceret dansk præcist ordbrug, samt en struktur som giver mening. Også det hovedsynspunkt hun vil ud med giver god mening, hvilket medfører at hendes logos rammer højt. Hun bruger patos til at finde vores oprørske følelser frem, idet hun får nævnt at vi vil få et demokratisk problem. Størstedelen af danskerne sætter jo stort pris på demokratiet, og at sætte det på spil for et samfund præget af frygt, tvivler jeg på de færreste ønsker. Alt i alt får hun argumenteret fyldestgørende for sine synspunkter, men det havde været prikken over i´et, hvis hun havde haft flere faktuelle belæg. Hendes valg med at få kronikken publiceret i Politikken var et godt træk, idet Politikken har rigtig mange læsere. Målgruppen er rimelig bred og hun får dermed også henvendt sig til de mange tusinde tilhængere af det gode gamle demokrati.

Jeg synes klart at Camilla Elgs argumentering var de bedste af de to. Der var en god logik bag hendes hovedsynspunkt, hvorimod Pia vil forbyde tørklædet uden hun har gennemtænkt de store konsekvenser det højst sandsynligt vil medføre.

Derfor kan det konkluderes at lige meget om man tager udgangspunkt i en tekst for eller imod muslimske tørklæder, kommer der ikke noget godt ud af det.  Det ender med at dreje sig om ytringsfrihed i stedet for at handle om de bedste vilkår for mennesket. Derfor er det en dårlig ide at bringe påbud af påklædning ind i billedet, da det ikke vil medføre andet end at true ytringsfriheden. Og et demokrati uden ytringsfrihed, ville ikke længere være det demokrati vi kender. Jeg vil her også kraftigt anbefale Tarotkort fra Tarotportalen.dk.